Sundhedsproblemer giver socialt udsatte væsentligt dårligere livskvalitet end den øvrige befolkning. Rådet stiller her ti konkrete forslag, der kan reducere den store ulighed i sundhed.
Mennesker i social udsathed har markant dårligere helbred end den øvrige befolkning. Mens 85 pct. af befolkningen vurderer deres eget helbred som fremragende, vældig godt eller godt, gør kun lidt over halvdelen (54 pct.) af socialt udsatte det samme. Socialt udsatte er væsentligt mere stressede og lider mere af træthed og mangel på energi end den øvrige befolkning. Det viser SUSY-UDSAT-undersøgelserne (Ahlmark, et al. 2018). Det dårligere helbred medvirker til en betydeligt kortere levetid blandt socialt udsatte, der i gennemsnit dør 19 år tidligere end den øvrige befolkning (Strøbek, Davidsen og Pedersen 2017).
I 2014 blev der brugt mere end 1,7 mia. kr. på somatisk behandling af de 52.000 mest socialt udsatte i Danmark og derudover 1,7 mia. kr. på psykiatrisk behandling af samme målgruppe. Mere end 1 mia. kr. blev brugt på misbrugsbehandling og over 700 mio. på herberger til samme målgruppe (Benjaminsen, et al. 2018). Desværre er der en skævhed i, hvordan pengene bruges. Socialt udsatte mennesker trækker mere på akutte ydelser, som er nødvendige, men som ikke forbedrer deres livssituation på længere sigt.
Der er stort potentiale i at hjælpe socialt udsatte mennesker, før deres problemer bliver akut behandlingskrævende, at sikre, at de bliver behandlet helt færdig og i at støtte dem efter færdigbehandling, så sygdomme og skader ikke bryder ud igen.
Politikere i stat, kommuner og regioner har i mange år forsøgt at gøre noget ved den sociale ulighed i sundhed i bl.a. gennem sundhedsaftaler og andre politiske tiltag. Der er altså ikke mangel på vilje hverken på politisk eller praktisk niveau, men faktum er, at socialt udsatte menneskers sundhedstilstand ikke er forbedret siden Rådet for Socialt Udsatte systematisk begyndte at dokumentere den i 2007.
For at løse problemerne er det nødvendigt, at indsatsen for socialt udsatte mennesker tænkes ind i alle dele af systemet, og at kommuner og regioner tager et fælles ansvar for de mange socialt udsatte mennesker, der lige nu falder mellem systemer og ingen hjælp får. Det er også nødvendigt at sikre mennesker i socialt udsatheds deltagelse i udformningen af sundhedsvæsenet. Det bør ske på alle niveauer fx gennem arbejdsgrupper og i regionale udsatteråd.
Rådet for Socialt Udsatte har samlet en række forslag til konkrete initiativer, som kan hjælpe socialt udsatte mennesker og sikre mere lighed i sundhed. Det handler både om, hvordan socialt udsatte mennesker møder sundhedsindsatser i hhv. kommunen, hos egen læge, og på hospitalet, og samtidig om hvad der skal til for, at socialt udsatte mennesker ikke falder mellem systemerne.
Kommunerne spiller en afgørende rolle i at forebygge og reducere skader blandt socialt udsatte mennesker. Kommunerne har en vigtig rolle i at bygge bro mellem mennesker i social udsathed og sundhedsvæsenet; både ift. at hjælpe dem med at bruge de nødvendige sundhedsydelser og ift. at sikre den nødvendige ro og pleje, når socialt udsatte mennesker udskrives fra hospitalet.
For langt de fleste er egen læge den primære indgang til sundhedsvæsenet, men for mange mennesker i social udsathed er den praktiserende læge en fremmed (P. V. Pedersen 2018). Socialt udsatte mennesker bruger ikke egen læge i det omfang, som deres helbred ellers kunne give anledning til. Det betyder, at sygdomme og skader får lov at udvikle sig uden, at der bliver grebet ind. Når mennesker i social udsathed ikke kan bruge sundhedsydelserne i de rammer, der er, så må rammerne tilpasses. Det kan ske på flere måder.
Mennesker i social udsathed kommer i overvejende grad ind på hospitalerne, somatiske såvel som psykiatriske, via akutte indlæggelser (Strøbek, Davidsen og Pedersen 2017). Her bliver der taget hånd om de mest åbenlyse skader og sygdomme, men socialt udsatte menneskers samlede sundhedstilstand bliver ikke udredt. Det betyder, at selvom mennesker i social udsathed indlægges fire gange så ofte som den øvrige befolkning, så går alt for mange rundt med smerter og ubehandlede lidelser. Samtidig er det et problem, at behandling afbrydes, fx fordi der ikke bliver tilstrækkeligt abstinensbehandlet og patienten derfor forlader hospitalet for at skaffe rusmidler.
En barriere er, at mange sundhedspersoner mangler viden om social udsathed og om rusmidler. Det gælder i det somatiske system og i høj grad også i psykiatrien, hvor socialt udsatte patienter med afhængighed af rusmidler har ringe muligheder i et system, der generelt er presset. Derfor er der behov for større viden på hospitalerne om de særlige problemstillinger, der gør sig gældende for mennesker i social udsathed. Socialsygeplejersker har været en stor succes på de somatiske hospitaler, men for at ordningen skal have ordentlig gennemslagskraft og stærkere forankring i hospitalsverdenen, er det nødvendigt, at der også er læger, der har særligt fokus på socialt udsatte mennesker.
Trods talrige politiske aftaler og ihærdige indsatser i regioner og kommuner har det i de seneste mange år været et problem, at indsatser og behandling af socialt udsatte mennesker lander mellem systemer: mellem kommunerne og regionerne, mellem psykiatrien og somatikken, mellem det socialfaglige og det sundhedsfaglige. Den utilstrækkelige koordination gør, at alt for mange socialt udsatte mennesker ikke får den nødvendige hjælp (P. V. Pedersen 2018).
Derfor bør der oprettes forpligtende samarbejde mellem regioner og kommuner, der sikrer, at ansvaret for den samlede indsats ikke falder tilbage på mennesker i social udsathed. Under coronakrisen har det vist sig, at det godt kan lade sig gøre at tage fælles ansvar og koordinere på tværs. Ingen myndighed må slippe ansvaret for en borger, før en anden er klar til at tage over.
Ahlmark, Nanna, Ivalu Sørensen, Michael Davidsen, og Ola Ekholm. SUSY Udsat 2017: Sundhedsprofil for socialt udsatte i Danmark og udviklingen siden 2007. København: Statens Institut for Folkesundhed, 2018.
Benjaminsen, Lars, Jesper Fels Birkelund, Morten Holm Enemark, og Stefan Bastholm Andrade. Socialt udsatte borgeres brug af velfærdssystemet. København K: VIVE, 2018.
Bring, Camilla, Marie Kruse, Mikkel Z. Ankarfeldt, Nina Brünes, Maja Pedersen, og Ove Andersen. »Post-hospital medical respite care for homeless people in Denmark: a randomized controlled trial and cost-utility analysis.« BMC Health Services Research, 5.. juni 2020.
Hansen, Bodil Helbech. Udvikling i indlæggelsesvarighed for somatiske indlæggelser. Analysenotat, København: KL, 2017.
Pedersen, Pia Vivian. Socialt udsattes møde med sundhedsvæsnet. København: Statens Institut for Folkesundhed, 2018.
Strøbek, Leise, Michael Davidsen, og Pia Vivian Pedersen. Socialt udsattes dødelighed og brug af sundhedsvæsenet. København: Statens Institut for Folkesundhed, 2017.