Socialt udsatte mennesker i fængslerne

Tema 1: Hverdagen under afsoning
 

Det at afsone er forbundet med utryghed. I flere af interviewene beskrives arresthusene og lukkede fængsler som steder, der udelukkende er bygget til opbevaring. Alligevel foretrækker flere af deltagerne at sidde i arresthuse eller lukkede fængsler, da de så slipper for at være på vagt over for andre indsatte.

Især afsoning på dobbeltstue er forbundet med utryghed. En kvinde i 60’erne fortæller: “Jeg kom på værelse med én, der havde abstinenser, som farede op og ned ad stigen hele natten og truede mig dagen efter med bål og brand og død og ødelæggelse. Det var vildt ubehageligt”.

Samtlige deltagere fortæller, at der eksisterer hierarkier blandt de indsatte, og at socialt udsatte mennesker er nederst i hierarkiet og bliver udnyttet af de dominerende indsatte. Udnyttelsen består i, at de sættes til at gøre rent for andre indsatte, at andre indsatte tager deres medicin, og at de andre indsatte bruger dem til at transportere stoffer ind i fængslerne, opbevare stoffer og cirkulere stoffer. Deltagerne fortæller, at de er nødsaget til at lade sig udnytte af de dominerende indsatte, så de undgår at blive udnyttet af andre indsatte.

Desuden virker fængselshierarkiet som en hindring for, at socialt udsatte mennesker kan få den nødvendige støtte, mens de afsoner. Hierarkierne etableres hurtigt i fængslet og tvinger de socialt udsatte til at skjule deres behov for hjælp. Det gør det fx svært at gå i behandling for stofafhængighed, fordi man afslører for de andre indsatte, at man kæmper med et misbrug, hvilket sætter en i en sårbar situation, hvor man nemt kan udnyttes. En mand i 50’erne fortæller: "Hvis du kommer og siger, at du har et problem med stoffer, som du gerne vil i behandling for, så vil du hurtigt blive presset til alt muligt af de andre indsatte, og så vil de da slet ikke have, at du gør noget ved dit problem. De vil tværtimod hellere have, at du bliver endnu mere afhængig, så du kan oparbejde en kæmpe gæld til dem, og det kan de så bruge til at presse dig til, at de besøg, du får, de skal have ting med ind, og den dag du bliver prøveløsladt, så sidder du i gæld og skal betale til nogle bagmænd uden for fængslet”.

I fængslerne udnyttes socialt udsatte mennesker gennem opbygning af gæld. Indsatte, der handler med stoffer, forsøger aktivt at sætte socialt udsatte mennesker i gæld, eksempelvis ved at give dem stoffer uden krav om kontant betaling. Gældsinddrivelsen sker ved at tvinge socialt udsatte til at smugle stoffer. Gældsbyrden forhindrer resocialisering, da den forhindrer dem i at opsøge relevant behandling og den betyder, at de forlader fængslet med en stor gæld, der presser dem ud i ny kriminalitet.

Flere af deltagerne beskriver hverdagen under afsoning som et slags tomrum, hvor de mister kontakten til livet uden for. De udfordringer, de forvejen har med at begå sig i uddannelsessystemet, på jobmarkedet og i et tiltagende digitaliseret samfund, bliver større under deres afsoning. Så når de løslades, er det i en mere udsat position, end da de kom ind.

Case – Nederst i fængselshierarkiet som heroinbruger

En mand i 30’erne fortæller, at han under afsoning i et åbent fængsel har et misbrug af heroin. Det er let for ham at få fat i stoffer i fængslet, men han ved også, at hans misbrug placerer ham nederst i hierarkiet og gør det let for andre indsatte at udnytte ham.

Den første gang, han køber heroin i fængslet, forsøger han derfor at få sælgeren til at kamuflere det som hash. Selvom sælgeren går med til at kamuflere heroinen som hash, så afslører sælgeren hurtigt over for de andre indsatte, at manden i virkeligheden køber heroin. I den efterfølgende tid oplever manden, at han bliver stemplet som heroinbruger af de andre indsatte, som derfor er efter ham.

Manden fortæller, at han derfor foretrækker at afsone i et arresthus, selvom det betyder, at han er isoleret i sin celle 23 timer i døgnet, da de andre indsatte stresser ham. 

Case – Madvarer skal afleveres til andre indsatte

En mand i 50’erne fortæller, at socialt udsatte mennesker bliver udset af de andre indsatte allerede på modtagelsesafdelingen. Manden fortæller, at når først de andre indsatte har opdaget, at der er kommet et socialt udsat menneske til afdelingen, så er det svært at undgå udnyttelse.

Udnyttelsen kan bestå i, at man skal aflevere sine varer fra fængslets købmandsbutik til de andre indsatte og derfor selv må leve af havregrød. 

Tema 2: Sundhedsbehandling under afsoning

Deltagerne fortæller, at hverken den somatiske eller psykiatriske sundhedsbehandling fungerer under afsoning. Deltagerne skal udfylde en anmodningsseddel, hvis de har brug for at blive tilset af en læge. Til tider skal deltagerne udfylde en anmodningsseddel flere gange, og der kan gå flere uger, inden de kan komme til lægen. Ofte kan deltagerne blive tilset af en sygeplejerske, imens de venter på en lægetid.

De fleste af deltagerne fortæller, at de har oplevet det som umuligt at få psykologbehandling eller psykiatriskbehandling under afsoning. Ventetiden på en psykolog eller en psykiater har typisk været længere end deltagernes dom. En mand i 40’erne fortæller, at han i begyndelsen af sin afsoning fik at vide, at han lige så godt kunne lade være med at formulere et ønske om at se en psykolog eller psykiater, da det på grund af lange ventetider ikke ville komme til at ske.

Flere af deltagerne har været i medicinsk behandling under afsoning på grund af psykisk lidelse. Samtidig fortæller flere af deltagerne om problemer i forhold til deres medicinbehov. En kvinde i 50’erne fortæller: “Jeg har haft borderline, nu hedder det ADHD, og jo, jeg fik det godt i to dage på medicin, som om de slukkede for den motorvej, der hele tiden kørte i mit hoved, men så fik jeg det også bare så frygteligt. Alle mine følelser sad uden på kroppen. Jeg kunne vælge mellem at have ro i mit hoved eller at have det frygteligt. Så jeg kom på pause fra medicinen, men der var ingen opfølgning, bare en besked om, at hvis pausen varede mere end to år, så stoppede de med at udskrive medicinen.”

Til gengæld har flere af deltagerne oplevet, at det var let at komme til tandlæge under afsoning. En mand i 60’erne fortæller, at han under sin afsoning i et fængsel i Jylland flere gange bliver kørt til en tandlæge på Fyn for at modtage behandling. På lignende vis beretter en kvinde i 50’erne om, at hun er glad for den tandlægebehandling, som hun modtager under afsoning, men at behandlingen desværre stopper 14 dage inden, at den er sat til at være færdig, da hun bliver flyttet til et andet afsoningssted.

Case – Sygdom og smerter uden lægehjælp

En mand i 30’erne fortæller, at han nogle år inden afsoning brækker ryggen og som en del af behandlingen får indopereret metalplader langs rygsøjlen.

På et tidspunkt under sin afsoning i et åbent fængsel, føler han, at der er noget, der har sat sig fast i hans ryg. Han beder om at komme til en læge, da det gør ondt, og da han er bange for, at smerterne skyldes et problem med de indopererede metalplader.

Fængselsfunktionærerne på afdelingen fortæller ham, at han skal udfylde en anmodningsseddel om at komme til lægen, hvilket han gør. Efter et stykke tid har han endnu ikke fået tid hos lægen, og han kontakter derfor igen fængselsfunktionærerne, der fortæller ham, at han kan udfylde endnu en seddel.

Manden når at udfylde tre sedler uden at få tid hos fængslets læge. Til sidst ringer han selv til lægevagten, som med det samme rykker ud til fængslet. Lægevagten bliver afvist ved porten på grund af manglende adgangstilladelse til fængslet, og manden modtager herefter en kørselsregning på 1.200 kr. fra lægevagten uden at have modtaget hjælp. 

Case – Paranoid skizofreni, undermedicinering og isolation

En mand i 30’erne fortæller, at han inden afsoning får stillet diagnosen paranoid skizofreni og tager medicin morgen, middag og aften.

Inden endelig domsafsigelse sidder manden varetægtsfængslet i 12 måneder, og på grund af strukturerne for medicinudlevering i arresthuset modtager han kun medicin morgen og aften.

I samtlige 12 måneder opholder manden sig i sin celle 23 timer i døgnet. Han oplever at være undermedicineret og samtidig, at isolationen er udfordrende i forhold til hans psykiske lidelse.

Under sin varetægtsfængsling forsøger han at begå selvmord to gange.

Tema 3: Rusmiddelbehandling under afsoning

I afsnittet ‘Hverdagen under afsoning’ beskrives det, at socialt udsatte mennesker har svært ved at opsøge rusmiddelbehandling under afsoning, da det at opsøge rusmiddelbehandling er forbundet med en risiko for at blive udnyttet af andre indsatte til blandt andet at transportere stoffer ind i fængslet. 

Samtidig oplever flere af deltagerne, at de ikke er tilstrækkeligt abstinentdækket med fx metadon under deres afsoning. En kvinde i 50’erne fortæller, at hun i løbet af sin afsoning bliver flyttet fra et fængsel til et andet fængsel, hvilket medfører en ændring i udleveringen af metadon fra to gange til en gang om dagen. Kvinden er derfor abstinent om aftenen og morgenen. En mand i 30’erne fortæller, at han under afsoning flere gange har oplevet at være overladt til sig selv med stærke abstinenser.

Deltagerne oplever, at det kræver flere ressourcer, end socialt udsatte har, at indgå i rusmiddelbehandlingen på Kriminalforsorgens kontraktafdelinger. En kvinde i 30’erne fortæller: “Man skal være rimelig velfungerende for at komme i behandling. Man bliver ikke abstinentdækket. Man skal være indforstået med, at der er mange regler, og at der er rigtig meget arbejde med ens baggrundshistorie. Nogle af de her kvinder er så udsatte, at det ikke er et sted, som de har lyst til at gå ind i. Hvis du skal i behandling, så skal du være villig til at underkaste dig en masse regler, indgå i et fællesskab og være klar til at krænge dit hjerte ud foran ti andre, som du ikke kender”. 

Samtidig fortæller flere af deltagerne, at indsatte bliver fjernet fra kontraktafdelingen, hvis de træder forkert bare en enkelte gang, fx hvis de ikke kan levere en ren urinprøve, og at de andre indsatte udnytter dem, der kommer tilbage fra kontraktafdelingen, da man ved, at de er meget sårbare.

Case – Kriminalforsorgens udslusningsfængsler

En mand i 40’erne fortæller en positiv historie om et afsoningsforløb i et af Kriminalforsorgens udslusningsfængsler, hvor indsatte kan afsone den sidste del af deres straf og samtidig modtage rusmiddelbehandling, der fungerer som efterbehandling til rusmiddelbehandlingen i fængslerne.

Manden afsoner det sidste halve år af sin dom i et udslusningsfængsel og er i den tid i rusmiddelbehandling. Samtidig har han mulighed for at tale med både en socialpædagog og en sagsbehandler og får støtte til at finde et arbejde. 

Tema 4: Adgang til socialfagligt personale under afsoning

Selvom de fleste af deltagerne oplever, at der er adgang til sagsbehandlere under afsoning, er det ikke en støtte, som det er let at få adgang til. Udfordringen består både i, at socialt udsatte mennesker risikerer at blive udnyttet af andre indsatte, hvis de opsøger hjælp i fængslerne, og at der ofte er lang ventetid til at tale med en sagsbehandler. 

En mand i 40’erne fortæller, at han under afsoning måtte vente så lang tid på at modtage en relevant støtte, at det til sidst var lige meget: “Der er en sagsbehandler til rådighed, men der er lang ventetid. Og når du så endelig siger, at du godt vil tale med en sagsbehandler, hvis du så får at vide, at du kan få en tid om tre uger, så er du i de tre uger nået at blive helt ristet oppe i hovedet, og så gider du ikke at snakke med sagsbehandleren, for nu er du kommet tilbage i kriminelle baner og har røget så meget hash og taget alle mulige stoffer, som du ikke en gang tager uden for fængslet. Der er så meget spildtid, at du bare fucker hjernen op.”

En kvinde i 50’erne fortæller, at hun under afsoning får hjælp af en sagsbehandler til at betale husleje, men at det er en lang og svær proces, da sagsbehandleren kun er i fængslet en time om ugen og i det tidsrum også skal hjælpe andre indsatte. Kvinden fremhæver, at mange socialt udsatte mennesker forsøger at skjule deres udsathed i kontakten med det offentlige og derfor har brug for tid til at opbygge tillid til den person, der skal hjælpe dem. 

Flere af deltagerne har et ønske om at bruge afsoningstiden til at placere sig selv i en anden livssituation end den, de var i før afsoning, men under afsoning modtager de ikke den støtte, som de har behov for, for at ønsket kan realiseres. En mand i 40’erne oplever i fængslet at have en god kontaktperson, som han taler med en gang om ugen, men at samtalerne udelukkende handler om tiden under afsoning og aldrig om, hvad manden kan gøre efter afsoning.

En anden mand i 40’erne fortæller, at ens kontaktperson i fængslet som regel er en fængselsfunktionær, men at dem, der skal hjælpe dig under afsoning, ikke bør være dem, der også skal holde øje med dig, da de ikke har ressourcerne til begge dele. Han siger: “Det burde være sådan, at det er nogen udefra, der tager kontakt til det enkelte menneske inde i fængslet og siger ‘hvad skal vi gøre for dig?’, sådan at det ikke er fængselsvæsnets betjente. Det skulle være nogen fra kommunen, der tager fat i én. Det vil måske også resultere i, at der er færre, der kommer tilbage ind i spjældet igen.”

En kvinde i 30’erne fortæller, at fængslerne tidligere har haft resocialiseringsprogrammer, der lærer de indsatte, hvordan de får en bankkonto, at gøre rent og at fungere i en dagligdag, så de er klædt på til livet uden for murerne, men at det er noget, som nu er sparet væk.

Case - Fængselsfunktionær som kontaktperson

Flere af deltagerne fortæller, at de under afsoning har en fængselsfunktionær som kontaktperson. Samtidig fortæller de, at forholdet til fængselsfunktionærerne er præget af både strukturelle og relationelle udfordringer.

Samtlige deltagere oplever, at der er for få ressourcer i fængslerne til, at fængselsfunktionærerne kan gøre en reel forskel. Flere nævner, at fængslet er ren opbevaring af mennesker, og at mange af fængselsfunktionærerne gerne vil hjælpe de indsatte og gøre en forskel, men ikke har tid til det. 

Samtidig kan kontakten til fængselsfunktionærerne være problematisk for socialt udsatte mennesker, da de hurtigt bliver stemplet som stikkere, og at den udnyttelse, som de allerede oplever, derved tager til i intensitet. Flere af deltagerne fortæller, at de undlader at opsøge hjælp fra fængselsfunktionærerne af frygt for repressalier fra de andre indsatte. I de tilfælde, hvor deltagerne ønsker at have samtaler med den fængselsfunktionær, de har som kontaktperson, viser det sig svært på grund af manglen på ressourcer i fængslerne.

Manglen på tidsmæssige ressourcer gør det svært at opbygge et godt forhold til fængselsfunktionærerne. Flere deltagere fortæller, at den eneste måde, de indsatte kan sikre et godt forhold til fængselsfunktionærerne på, er, hvis de opfører sig pænt, hvilket indebærer, at de ikke må fremstå abstinente eller påvirkede. Gør de det, risikerer hele afdelingen at få celler ransaget og få konfiskeret stoffer. Når stoffer konfiskeres i fængslerne, går det hårdt ud over socialt udsatte mennesker, da det typisk er dem, der udnyttes til at transportere nye stoffer ind og rundt i fængslet.

Tema 5: Løsladelse fra afsoning

Størstedelen af deltagerne oplever at blive løsladt til gaden efter afsoning. Den generelle fortælling er, at deltagerne må starte forfra ved løsladelse, og at de derfor opsøger miljøer med stofmisbrug og kriminalitet, som de kender fra tiden inden afsoning. Konsekvensen er, at mange begår ny kriminalitet.

En mand i 40’erne fortæller om at blive løsladt til gaden midt om vinteren uden vintertøj. En anden mand i 40’erne fortæller, at han bliver løsladt til gaden med et stofmisbrug og derfor ryger direkte tilbage i kriminalitet, da han skal bruge penge.

Flere af deltagerne fortæller, at de ikke får lagt en handleplan inden løsladelse. Generelt set oplever deltagerne, at der under afsoning ikke er nogen fra kommunen, der taler med dem om tiden efter løsladelse, og at der heller ikke er nogen, der taler med dem, når de bliver løsladt.

En mand i 40’erne fortæller, at han en enkelt gang får udarbejdet en handleplan inden løsladelse. Handleplanen bliver udarbejdet den dag, han løslades, og går ud på, at han skal hjem i den bolig, som han allerede har til rådighed, og så ellers bare slappe af. Manden fortæller, at handleplanen ikke fokuserer på, hvorvidt han har brug for støtte til at få en god start på livet uden for fængslet. En kvinde i 30’erne fortæller om handleplaner, der udarbejdes sammen med en sagsbehandler inden løsladelse, men beskriver, at den indsatte selv skal følge op. Kvinden beskriver derfor tiden efter løsladelse som et frit fald.

En kvinde i 50’erne fortæller: “Jeg har aldrig hørt noget om nogen handleplan, aldrig set nogle pædagoger, aldrig hørt noget. Jeg skulle klare mig selv og leve med, at jeg havde taget et andet liv. Det var sgu hårdt.”

Fortællingen om manglende støtte går igen hos flere af deltagerne. En kvinde i 30’erne fortæller om en tidligere medindsat, der efter at have siddet 12 år i et lukket fængsel blev løsladt uden hjælp til at navigere i støttesystemerne uden for fængslet. Oplevelsen af, at man ved løsladelse skal være opsøgende for at få hjælp, går igen hos en kvinde i 50’erne, der fortæller: “Man er ikke trænet til det virkelige liv, når man bliver løsladt. Bare sådan noget som at komme til Borgerservice. Jeg kan huske, at det var så svært for mig. Jeg ringede og fik den ene tid efter den anden, men jeg mødte ikke op. Det var så svært at tage det skridt. Jeg følte mig helt ‘lost’ i sådanne situationer. Også når jeg skulle til lægen. Jeg følte mig som Palle alene i verden”.

Samtidig er deltagerne ikke i tvivl om, hvad der kan hjælpe dem ved løsladelse. Flere af deltagerne oplever, at de er overladt til sig selv, når de bliver løsladt. Deltagerne fortæller, at det er svært at begynde på et nyt liv uden kriminalitet, hvis de ikke får støtte til det. Generelt set efterlyser deltagerne en forståelse for, at tingene er svære, når man bliver løsladt, og at der derfor er brug for en opsøgende indsats, der begynder under afsoning og fortsætter efter løsladelse.

En mand i 50’erne fortæller: “Det er et stort problem, at kommunerne og Kriminalforsorgen ikke samarbejder ved løsladelse. De skal samarbejde, og så skal der være mulighed for bostøtte. Der er stor forskel på at være i fængsel og så at komme ud og skulle skabe sit eget hjem. Da jeg blev løsladt, kendte jeg fire mennesker, og de var allesammen nogen, som jeg havde siddet inde med, og der ville jeg gerne have haft noget støtte, der havde hjulpet mig, bare med alle mulige småting, der kan være svære, når man ikke er vant til at have et ordentligt sted at bo”.

Case – ACT-indsats i overgangen fra afsoning til løsladelse

En mand i 30’erne fortæller en positiv historie om, hvordan hans ACT-indsats hjælper ham i overgangen fra afsoning til løsladelse.

Manden har ikke kontakt med sin ACT-indsats under størstedelen af sin afsoning, men umiddelbart inden løsladelse bliver han kontaktet i fængslet af sin ACT-indsats, der sørger for, at der står en ACT-bolig klar til ham, når han bliver løsladt.

Manden oplever det som en stor hjælp, der har betydning for, at han ikke ryger tilbage i kriminalitet ved løsladelse, hvilket han har gjort ved tidligere løsladelser.

Case – Manglende koordinering mellem Kriminalforsorgen og kommunerne

Flere af deltagerne fortæller om en manglende koordinering mellem Kriminalforsorgen og kommunerne.

En kvinde i 50’erne oplever, at fængslerne er ligeglade med, hvad der sker med hende ved løsladelse, da hun så er kommunens problem.

På lignende vis oplever en mand i 50’erne, at han, da han efter løsladelse er under tilsyn fra Kriminalforsorgen, har svært ved at få hjælp, da Kriminalforsorgen siger, at han skal gå til kommunen, og kommunen siger, at han skal gå til Kriminalforsorgen. Manden oplever, at hverken Kriminalforsorgen eller kommunen vil tage ansvar for at hjælpe ham, og at han derfor i sidste ende ikke får den hjælp, som han har brug for.

Case – Frigang fra fængslet til etablering af bolig

En mand i 50’erne er flere gange blevet løsladt til gaden, men ved en af sine løsladelser hjælper hans bopælskommune og Kriminalforsorgen ham med at finde en lejlighed, som han kan bo i, når han bliver løsladt.

Manden får lejligheden stillet til rådighed et godt stykke tid inden sin løsladelse, og til at begynde med må han være i lejligheden, når han har friweekender fra fængslet.

I tiden op til sin løsladelse får manden lov til at være på frigang fra fængslet oftere og oftere, så han kan gøre lejligheden klar til, at han skal bo i den.

Manden beskriver det som en god løsladelse, da den gør, at han har styr på sin boligsituation inden løsladelse.

Metode og tilgang

Rådets arbejde bygger på 12 interviews med i alt 22 deltagere, der har erfaring med afsoning. Deltagerne er rekrutteret gennem følgende organisationer: Café Exit, Sct. Ols, Brugernes Akademi, Kirkens Korshær og SAND. En stor andel af interviewdeltagerne har erfaring med en kombination hjemløshed, misbrug, psykisk lidelse og somatisk sygdom. 

Interviewene er gennemført i perioden d. 16. januar til d. 7. februar 2024. Interviewene fordeler sig på fire telefoninterviews med enkeltpersoner, fire enkeltmandsinterviews og fire gruppeinterviews, der har henholdsvis to, fire og seks deltagere. Samtlige gruppeinterviews er arrangeret af organisationerne for at sikre en god gruppedynamik interviewdeltagerne imellem.

Længden på interviewene er alt fra et kvarter til halvanden time, hvilket både skyldes, at der er flere deltagere, som skal høres under et gruppeinterview, og at enkelte af deltagerne har svært ved at holde koncentrationen under et længerevarende interview. 

Der findes ikke opdateret kvantitativ viden om baggrundsforhold som hjemløshed, psykisk lidelse, somatisk sygdom og stofmisbrug blandt populationen i arresthuse og fængsler. Den seneste gang, der er præsenteret en sådan kvantitativ viden, er i Kriminalforsorgens "Klientundersøgelsen 2011", som udkom i 2013, der peger på, at Kriminalforsorgens klienter er socialt belastet på mange områder, især i forhold til en overrepræsentation af anbringelser uden for hjemmet i barndommen /ungdommen og en overrepræsentation af behandlingsforløb i psykiatrien. Derudover findes der ikke kvantitativ viden om, hvilke kriminalitetsformer socialt udsatte mennesker afsoner domme for.

Målgruppen
 

Fire af de 22 deltagere er i gang med at afsone en dom på interviewtidspunktet og har fået udgang fra fængslet for at deltage i interviewene. Samtlige deltagere optræder anonymt. I notatet gengives deltagernes køn, da der kan være forskellige afsoningsforhold for kvinder og mænd. Deltagernes alder gengives inden for et spænd på 10 år af deltagernes faktiske alder.

Deltagerne er mellem 24 år og 64 år. Der er syv kvinder og 15 mænd. Deltagerne kommer fra Sjælland, Fyn og Jylland samt fra både større og mindre kommuner. Den geografiske spredning er vigtig i undersøgelsen, da forskellige kommuner kan have forskellige måder at håndtere støtte ved løsladelse. Aldersspredningen er vigtig, da den både giver mulighed for at indhente erfaringer fra deltagere, der har afsonet deres første dom for nylig og fra nogen, som har oplevet tilbagefald til kriminalitet.

Størstedelen af deltagerne har adskillige domme bag sig. Dommene er for alt fra besiddelse af stoffer, salg af stoffer, berigelseskriminalitet, røveri, vold, grov vold, vold mod tjenestemand i funktion og til drab. Deltagernes domme strækker sig fra 30 dage til over 20 år.

Deltagerne har afsonet i både arresthuse, lukkede fængsler og åbne fængsler. Derudover har deltagerne erfaringer fra særlige afdelinger som fx behandlingsafdelinger, familieafdelinger og afdelinger med begrænset fællesskab. Ligesom der er stor geografisk spredning i forhold til deltagernes bopælskommunerne, er der også stor geografisk spredning i forhold til, hvor i landet deltagerne har afsonet.