Hjemløsetælling viser markant fald blandt unge hjemløse

Antallet af hjemløse er faldet på landsplan, viser den nyeste kortlægning af området. Særligt blandt de 18-29 årige er faldet markant. Den positive udvikling kan tilskrives målrettede indsatser i nogle kommuner.

Mand går ned ad fortovet på Hillerødgade med pose i hånden
Nyhed

Antallet af hjemløse i Danmark er fortsat faldende, og især blandt de unge 18-29 årige ser kurven ud til at være knækket.

Det viser den seneste udgave af rapporten ”Hjemløshed i Danmark”, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, står bag.

- Det er meget glædeligt, at hjemløsheden er faldet, og at vi nu har tal på, at en systematisk indsats virker. Nu skal vi have implementeret hjemløsereformen, så vi kan få bugt med hjemløshed i alle aldersgrupper og alle kommuner, siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Kira West.

Ved kortlægningen, der er foretaget i uge 6 i år, blev der registreret 5798 mennesker i hjemløshed mod 6431 i 2019. Det svarer til et fald på omkring 10 procent. I 2017 toppede antallet, da der blev registreret 6635 mennesker i hjemløshed.

Ser man alene på udviklingen i gruppen af unge mellem 18 og 29 år er den endnu mere positiv. Antallet af 18-29 årige i hjemløshed er faldet med cirka 18 procent fra 1928 personer i 2019 til 1586 personer i 2022.

Hjemløsheden er også faldet i aldersgrupperne fra 30 år og op, mens der er registreret en lille stigning i aldersgruppen 60 år og derover fra 414 i 2019 til 451 i 2022.

Færre hjemløse uden for de store byer

Mere end halvdelen af hjemløsheden i Danmark er afgrænset til København, Aarhus, Odense og Aalborg samt områderne omkring landets fire største byer. Men der har længe været en stigende tendens til hjemløshed uden for de store byer, som nu heldigvis ser ud til at være afløst af et fald.

Uden for de store byområder er der ifølge VIVE’s kortlægning 1405 mennesker i hjemløshed i kategorien af øvrige bykommuner, hvor den største by i kommunen har 20.000 indbyggere eller derover. I 2019 var der 1481 i denne kategori.

I landkommunerne, hvor den største by har under 20.000 indbyggere, blev der registreret 850 mennesker i hjemløshed i uge 6 i år mod 976 i 2019.

Den målrettede indsats nytter

Kortlægningen viser, at det er forholdsvis få kommuner, der kan tage æren for en stor del af det samlede fald i hjemløsheden – og at succesen flere steder skyldes brugen af Housing First-tilgangen.

Det gælder ikke mindst i Aarhus Kommune, hvor der har været et fald på næsten en tredjedel i hjemløsheden med 750 registrerede mennesker i hjemløshed i 2019 mod 507 i 2022.

I Aarhus Kommune er der de senere år iværksat en række tiltag og initiativer på området, og fokus har særligt været på Housing First. Det har sikret mennesker i hjemløshed en bolig, der er til at betale, og tilstrækkelig social støtte.

Tilgangen har en veldokumenteret effekt, og Rådet for Socialt Udsatte anbefaler, at Housing First gøres til den faglige standard for alle i hjemløshed.

Læs mere

VIVE's kortlægning af hjemløshed i Danmark blev aflyst sidste år på grund af corona, men har ellers været gennemført hvert andet år siden 2007.

De positive resultater i dette års rapport kommer efter en betydelig stigning i hjemløsheden i Danmark fra 2009 og frem til 2017.

Du kan dykke videre ned i den nyeste udgave af VIVE’s rapport ”Hjemløshed i Danmark” her.

Kontakt

Portræt af Kristian Volden

Kristian Volden

Presse- og kommunikationskonsulent
41 85 10 21