Lav en tiårsplan for socialområdet
Debatten om socialområdet skal drejes ind på faglig kvalitet. Vi bør lave en tiårsplan for området, som kan gøre Danmark til verdensmestre i at forebygge og afhjælpe sociale problemer, skriver Kira West.
Af Kira West, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt på Altinget.dk den 7. juni 2024.
For nylig udkom den endelige rapport fra ekspertudvalget på socialområdet. Både undervejs og efterfølgende har debatten om udvalgets arbejde primært handlet om handicapområdet. Og det er helt fair og forståeligt, da mennesker med handicap fortjener al tænkelig opmærksomhed og opbakning til gode og ligeværdige livsvilkår.
Men udvalgets kommissorie og arbejde handlede om det samlede socialområde. Også børn, unge og voksne i socialt udsatte positioner, med og uden handicap. Og det handlede om langt mere og andet end økonomi og styring, som har været det primære omdrejningspunkt for de drøftelser og aftaler, der er fulgt i kølvandet.
Det handlede nemlig også om noget, som i den grad forudsætter, at vi i højere grad lykkes med at forebygge sociale problemer og udsathed, og dermed også stigende udgifter på området – nemlig faglig kvalitet og systematisk brug af viden om, hvad der virker.
Og selvom der med den politiske aftale om handicapområdet blev besluttet en specialeplan for den højt specialiserede del af handicapområdet, og der blev bakket op om, at KL og regeringen har indgået aftaler om at løfte datagrundlaget på socialområdet, så er det kun fragmenter af den samlede strategi for et løft af kvalitetsarbejdet på socialområdet, der er brug for.
Så nu, når støvet har lagt sig, så håber jeg, at ministeren, regeringen og de øvrige partier tager handsken op og ser på de anbefalinger, der handler om opbygning og udbredelse af viden om forebyggende indsatser og understøttelse af overgangen til voksenlivet for udsatte unge.
Jeg håber, at de vil se på anbefalingerne om etablering af en statslig resultatbetalingsfond, en ny og sammenhængende forskningsstrategi på socialområdet og en ny data- og digitaliseringsstrategi på socialområdet.
Og jeg håber, at de vil se på en styrket anvendelse af viden i praksis på socialområdet, en fortsat omstilling til recovery-orienteret rehabilitering og anvendelse af standardiserede mål, som kan bruges til at følge borgerens livskvalitet og progression.
Alt sammen er tvingende nødvendigt, hvis vi skal lykkes med at udvikle socialområdet, sådan som vi efter alt at dømme er enige om, at vi ønsker det.
Det vil kræve et langt, sejt træk og en grundigt forberedt, planlagt og finansieret plan at udfolde anbefalingerne, men vi har lige set i processen omkring tiårsplanen for psykiatrien, at det kan lade sig gøre at samle og mobilisere et politisk flertal om en tiltrængt, langsigtet udvikling af et område, der virkelig har brug for et løft.
Lad os sige, at det vil tage cirka ti år. Så vi kan jo kalde det en tiårsplan for socialområdet. Hvis vi skeler til kræftområdet, så tænk, hvad det kunne gøre for børn, unge og voksne i udsatte livssituationer, hvis vi fik et tilsvarende løft og blev verdensmestre i at forebygge og afhjælpe sociale problemer.
Heldigvis har vi en socialminister, som erkender behovet, og gentagne gange har fremhævet, hvor vigtigt det er, at socialområdet kommer op på siden af sundhedsområdet, når det gælder indsatser baseret på data, viden og systematik.
Ligesom på sundhedsområdet skal det være en naturlighed, at sociale indsatser til enhver tid er baseret på den nyeste, forskningsbaserede viden.
Vi skal vide, hvem der skal have hvilke sociale indsatser, hvor stor kapaciteten skal være for at opfylde behovet, hvad indsatserne indeholder, hvilke faggrupper der skal give dem, hvordan de virker, og hvad de koster.
Og vi skal følge med i, om vi får de resultater, der var hensigten, og investere vores midler i de indsatser, som virker, og dem, der er brug for at udvikle.
I den offentlige debat kommer det ofte til at lyde som om, socialområdet er det vilde vesten, hvad angår viden, faglighed og kvalitet. Men der er viden, og der foregår faktisk en del kvalitetsarbejde på socialområdet, som man af og til kan være i tvivl om, hvorvidt der er nok viden om blandt dem, der mener og beslutter noget på området.
Særligt Vive – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, men også andre forsknings- og analyseenheder på området, udgiver løbende evalueringer og analyser, som hele tiden udbygger vores viden om, hvad der virker i de sociale indsatser.
Der er Strategi for Udvikling af den Sociale Indsats, som anvendes i arbejdet med Udviklings- og Investeringsprogrammerne, hvor der løbende udvikles, afprøves og udbredes nye sociale indsatser på både børne- og voksenområdet.
Der er pulje- og fondsfinansierede projekter, som udvikler ny, dokumenteret viden.
Der er med Voksenudredningsmetoden og Fælles Faglige Begreber udviklet en standard til systematisk opfølgning på borgernes udvikling og resultater af sociale indsatser inden for voksenområdet.
Og der er Den Socialøkonomiske Investeringsmodel (SØM) og Den Sociale Investeringsfond som værktøjer til at udbrede virksomme sociale indsatser.
Der findes altså en del viden og redskaber, som i den grad er anvendelige til at udvikle socialområdet. Men der er ikke nok, som ekspertudvalget også konkluderer. Og det bliver særligt ikke brugt nok og godt nok, som er en helt afgørende pointe.
Vi mangler viden om, hvad der virker, men den viden, vi har, bliver slet ikke brugt nok.
Problemet er, at der mangler en struktur, som understøtter implementering af ny viden. Ikke i lokale, midlertidige projekter, som slutter igen, når pengene slipper op, men i de forankrede indsatser. Så alle borgere i målgruppen får den indsats, der virker - ikke kun de få heldige, der bor i den kommune, som har fået fonds- eller puljepenge til at give indsatsen.
Det er afgørende, at de strukturelle barrierer bliver del af en forhåbentlig plan eller strategi. For vi kan have nok så meget viden om, hvad der virker, men hvis der ikke er krav om, retningslinjer for eller incitamenter til at implementere og bruge den viden, så er vi lige vidt.
Hvis det lykkes at få sat gang i sådan en plan eller strategi for socialområdet, og vi om 10 eller 15 år står med et socialområde, der kan begynde at måle sig med sundhedsområdet, så burde vi i samme ombæring have fået løst det store problem, at socialområdet mangler faglig autoritet.
Så behøver vi ikke længere invitere (ellers dygtige) sundhedsøkonomer med i vores ekspertudvalg, for vi har vores egne dygtige socialøkonomer. Så har vi forskningsmiljøer og eksperter, man ikke kan komme uden om, når der skal træffes beslutninger på området.
Eksperter, som kan hjælpe med at rådgive, prioritere og implementere, så vi bruger vores kræfter og penge så klogt og godt som muligt på de børn, unge og voksne, som har så meget brug for at få forbedret deres livsvilkår og livsmuligheder.
Kontakt
