Socialt udsatte mennesker skal afsone på særlige pladser

En mand i 30’erne fortæller, at han er diagnosticeret med paranoid skizofreni, men at han er undermedicineret under sin 12 måneder lange varetægtsfængsling, og at det forværrer hans tilstand at sidde isoleret 23 timer i døgnet. Som konsekvens forsøger han at tage sit eget liv to gange.

De seneste måneder har 22 mennesker, som alle har erfaringer med social udsathed og én eller flere domme bag sig, delt deres oplevelser fra fængslerne med Rådet for Socialt Udsatte.

Det står klart, at der brug for en særlig sundhedsfaglig og pædagogisk indsats, når socialt udsatte kommer i fængsel, for at fængselsopholdet ikke forværrer deres situation.

Afsoningen skal bruges som en anledning til at give dem en behandling og indsats, som kan forbedre deres sociale og helbredsmæssige situation og dermed forebygge fastholdelse i eller forværring af social udsathed og yderligere kriminalitet.

Det lykkes desværre ikke ofte nok i dag.

Hierarkier og barrierer

Alle de mennesker, rådet har interviewet, fortæller, at der er hierarkier blandt de indsatte, og at socialt udsatte mennesker er nederst og udnyttes af dominerende indsatte.

Deres status i fængslerne gør det samtidig svært for dem at opsøge og få den nødvendige sociale støtte og sundhedsbehandling, mens de afsoner.

En mand i 50’erne fortæller, at stærkere indsatte vil udnytte én, hvis det kommer frem, at man er afhængig af stoffer og gerne vil i behandling:

»De vil tværtimod hellere have, at du bliver endnu mere afhængig, så du kan oparbejde en kæmpe gæld til dem, og det kan de så bruge til at presse dig til, at de besøg, du får, de skal have ting med ind, og den dag du bliver prøveløsladt, så sidder du i gæld og skal betale til nogle bagmænd uden for fængslet.«

Rådets arbejde viser også, at mange har svært at få adgang til både somatisk og psykiatrisk sundhedsbehandling i fængslerne – blandt andet på grund af lange ventetider – og at det kan være svært at blive tilstrækkeligt abstinentdækket med eksempelvis metadon under afsoningen.

Afsoning på særlige pladser

De mest socialt udsatte sidder ofte i fængsel på grund af kriminalitet, som relaterer sig til deres udsathed, og har ofte så komplekse problemer, at der er brug for en særlig helhedsorienteret og specialiseret indsats, som det almindelige fængselssystem ikke kan rumme i dag.

Løsningen kunne være at oprette botilbudslignende afsoningspladser med både åbne og lukkede afsnit til de mest socialt udsatte, som idømmes en fængselsstraf til afsoning i et åbent eller lukket fængsel.

Her skal der være specialiseret pædagogisk personale, som kan understøtte de helhedsorienterede indsatser, der er behov for – herunder mulighed for misbrugs- og psykiatrisk behandling under afsoningen.

En plan for løsladelsen

Under rådets arbejde har vi hørt mange historier om manglende eller mangelfulde handleplaner og udsatte mennesker, som løslades til gaden og derfor opsøger vante miljøer med stofbrug og kriminalitet.

Den positive historie får vi fra en mand i 30’erne, som fortæller, at hans ACT-indsats har en bolig klar til ham, da han løslades. Han oplever det som en stor hjælp, der har betydning for, at han ikke ryger tilbage i kriminalitet som ved tidligere løsladelser.

Historien understreger, hvor vigtigt det er, at udsatte mennesker hjælpes til at få et forbedret udgangspunkt for at komme ud i samfundet igen efter afsoning.

I slutningen af afsoningen skal der derfor iværksættes initiativer, som sikrer, at borgeren ikke løslades til gaden. Det vil ofte indebære en ACT-indsats og koordinering med den indsattes bopælskommune omkring bolig og støtteforanstaltninger, der kan være klar, når han eller hun løslades.

Vi skal skabe værdige indsatser for de mest udsatte, og rammerne om afsoning og løsladelse er ét af de steder, hvor vi kan gøre en afgørende forskel.