Gør det sociale frikort permanent og udvid ordningen
Det glæder Rådet for Socialt Udsatte, at regeringen vil forhøje Det Sociale Frikort og forlænge ordningen. Rådet anbefaler dog fortsat, at ordningen gøres permanent og udvides.
Social-, Bolig- og Ældreministeriet oplyser, at Det Sociale Frikort skal forhøjes fra 20.000 kr. pr. år til 40.000 kr. pr. år, og at ordningen forlænges til og med 2024. Det sociale frikort blev indført som en prøveordning i 2019, men er siden blevet forlænget ad flere omgange.
Rådet for Socialt Udsatte glæder sig over forhøjelsen af frikortet og over forlængelsen, men anbefaler fortsat, at ordningen gøres permanent, så sociale organisationer, virksomheder og kommuner m.fl. kan planlægge langsigtet med Det Sociale Frikort som en social indsats.
Finansieringen af Det Sociale Frikort kommer fra SSA-reserven, som afløste Satspuljen. I udspillet lægges der i 2023 bl.a. op til, at det sociale frikort forhøjes, og at ordningen forlænges til og med 2024. SSA-Reserven fordeles til social-, sundheds-, ældre-, kultur-, ligestillings- og arbejdsmarkedsområderne.
Det Sociale Frikort har stor værdi for socialt udsatte mennesker, der med et frikort oplever glæden ved at være en del af et arbejdsfællesskab – på vilkår som de kan honorere – og dermed får mulighed for at tjene egne penge som supplement til sociale ydelser. Det Sociale Frikort kan desuden have en løfteevne for socialt udsatte mennesker og betyde, at de får mere ud af andre sociale indsatser, de er visiteret til.
- Socialt udsatte mennesker, der bliver visiteret til et socialt frikort, oplever sig pludselig velkomne i fællesskabet. De har ofte en lang række fejlslagne forsøg på at komme i beskæftigelse bag sig, men de positive oplevelser med Det Sociale Frikort giver dem troen på, at de er værdifulde, og at de kan noget. På den måde kan frikortet virke som en løftestang for social progression for rigtig mange af frijobberne, siger Kira West, formand for Rådet for Socialt Udsatte.
Det har krævet et stort arbejde i forsøgsperioden hidtil at få det sociale frikort ordentligt i gang, og ikke alle kommuner har fået implementeret ordningen fuldt ud. Der er derfor fortsat stort potentiale i at få Det Sociale Frikort udbredt. En permanentgørelse vil øge bl.a. kommunernes incitamentet til at implementere og gøre yderligere brug af ordningen.
Rådet mener, at endnu flere socialt udsatte mennesker skal have gavn af ordningen og opleve de positive effekter. Rådet ser derfor gerne, at man i forbindelse med forhandlingerne og en evt. permanentgørelse overvejer at udvide målgruppen for ordningen.
Læs også: