Kontanthjælp er en midlertidig ydelse. Folk skal hjælpes, ikke parkeres
Der er brug for bæredygtige løsninger for fremtidens ydelsessystem. Løsninger, der sikrer, at ingen sidder fast i kontanthjælp i årevis, og at kriser med stigende inflation ikke slår hul i sikkerhedsnettet for mennesker på kontanthjælp.
Af Kira West, formand for Rådet for Socialt Udsatte. Indlægget er bragt i Jyllands Posten den 27. maj 2022, 1. sektion, side 28.
Det kan virke håbløst, at vi i Rådet for Socialt Udsatte er nødt til at pointere det igen og igen.
Men det har altså aldrig været meningen, at mennesker skal leve hverken hele eller halve liv på kontanthjælp. Man skal kunne overleve på kontanthjælp i en kort periode, indtil man kommer tilbage på arbejdsmarkedet eller flyttes til en anden, højere og mere varig ydelse.
Ca. tre fjerdedele af de mennesker, der modtager kontanthjælp, er aktivitetsparate, og ca. halvdelen af dem har modtaget kontanthjælp i mere end tre år.
Den nuværende model virker ikke. Mennesker med svære sociale problemer og psykiske og somatiske lidelser hører ikke til på kontanthjælp.
Aktivitetsparat betyder, at man har andre udfordringer end ledighed. Udfordringer, som ofte skyldes komplekse sociale problemer og fysiske og psykiske lidelser. De mennesker skal ikke være på en midlertidig – og netop derfor meget lav – ydelse så længe. Det bliver deres problemer værre af, og samfundets regning til indlæggelser og sociale ydelser større af.
Derfor anbefaler vi i Rådet for Socialt Udsatte de politikere, der forhandler om fremtidens ydelsessystem, at der indføres en årlig genvurdering af borgernes sager i kontanthjælpssystemet. En genvurdering, hvor man som modtager af kontanthjælp én gang om året får en grundig, faglig vurdering af, om man – vel at mærke med en kvalificeret tværfaglig og helhedsorienteret indsats – kan få fodfæste i uddannelse eller beskæftigelse og dermed har gavn af en beskæftigelsesindsats.
Eller om man i stedet burde få f.eks. førtidspension eller en midlertidig pension, mens der bliver arbejdet med sociale og sundhedsmæssige problemer. Der er gode erfaringer at trække på i bl.a. ”Flere skal med”.
Den nuværende model virker ikke. Mennesker med svære sociale problemer og psykiske og somatiske lidelser hører ikke til på kontanthjælp. De påvirkes ikke af incitamentsstrukturer, der bygger på ret og pligt.
De bliver bare mere syge, socialt udsatte og fattige. De er fejlplaceret i kontanthjælpssystemet, og det skal der være fokus på i forhandlingerne. Beskæftigelsesindsatsen skal målrettes dem, der kan få gavn af den.
I denne tid stiger energipriser og forbrugerpriser. Der er generelt høj inflation og ikke udsigt til, at det ændrer sig foreløbig. Derfor er det endnu en gang kritisk, at kontanthjælpen løbende reguleres mindre end den almindelige pris- og lønfremskrivning.
Kontanthjælpen er i forvejen meget lav, fordi den er designet som en midlertidig ydelse, men hvis der ikke ændres på reguleringen, betyder det, at kontanthjælpen løbende udhules, og mennesker på kontanthjælp i fremtiden vil få endnu sværere ved at betale for mad, medicin, varme og andre basale fornødenheder. Altså at sikkerhedsnettet forringes.
Lige nu er der forhandlinger om hjælpepakker til forskellige grupper. Det er en midlertidig og besværlig løsning. Der er behov for at fremtidssikre kontanthjælp, pensioner mv., så købekraften i forhold til fødevarer, varme, husleje osv. forbliver konstant. Rådet anbefaler, at man ændrer reguleringen af ydelser, så de følger den almindelige løn- og prisudvikling.
Forhandlingerne om fremtidens ydelsessystem skal føre til et bæredygtigt og rationelt system, som er forståeligt, og hvor mennesker kan holde skindet på næsen i en kort periode, indtil deres situation er afklaret, og de kan komme videre. Allerhelst til uddannelse eller job, men hvis det ikke kan lade sig gøre, skal mennesker hjælpes over på førtidspension eller en midlertidig pension, så de har mulighed for at leve ordentlige liv og få relevant hjælp til deres problemer.
