Ny vejledning om stofmisbrugsbehandling er generelt god

En ny vejledning om den sociale stofmisbrugsbehandling er på vej. Rådet er generelt positiv.

Høringssvar

Høring vedrørende vejledning om den sociale stofmisbrugsbehandling

Rådet for Socialt Udsatte takker for høringen.

Det er Rådets vurdering, at formuleringerne i vejledningen på afbalanceret vis både rummer, at behandlingens formål kan være stoffrihed – men også reduktion/stabilisering samt skadesreduktion og forbedret livskvalitet. Herudover er det positivt, at vejledningen fremhæver vigtigheden af frivillighed i behandlingen, og at der skal tages hensyn til personen med misbrugs individuelle forhold, samt at behandlingen bør ske på en respektfuld måde uden umyndiggørelse eller nedværdigende behandling.

Endelig er det positivt, at behovet for, at der koordineres på tværs af sundhedsregi, social indsats mv. samt vigtigheden af efterbehandling fremhæves.

Få steder optræder ordet ”misbruger”, hvilket opfattes stigmatiserende. Rådet mener, at denne betegnelse helt bør udgå og erstattes af ”mennesker/personer med misbrug”.

Under punkt 17. Tilbagefaldsbehandling (side 18) mener Rådet, at det med fordel kan understreges, at gentagende tilbagefald aldrig må være en hindring for, at en person får et nyt tilbud om behandling.