Rådet sender brev til Folketinget inden psykiatriforhandlinger

Rådet er optaget af de kommende forhandlinger om en 10-årsplan for psykiatrien og opfordrer politikerne til at lave en bred, bindende og langsigtet aftale for området. Læs hele Rådets brev til de relevante ordførere og udvalg her.

Brev

Kære ordfører,

De mange grundlæggende problemer i psykiatrien kan ikke løses med en hurtig 10-årsplan
inden det kommende folketingsvalg.

De kan kun løses med en gennemarbejdet og langsigtet plan, som hjælper alle mennesker med psykiske lidelser og gør op med de mange og svære sociale problemer, som alt for mange mennesker får, fordi de ikke får god nok hjælp i psykiatrien.

Rådet for Socialt Udsatte har derfor et stort ønske om, at I inden et valg laver en forpligtende aftale med bindende mål for en opretning af psykiatrien – og vi vil opfordre jer til at bruge klimaloven som inspiration.

Psykiatrien har på samme måde som klimaområdet brug for, at et bredt politisk flertal fastsætter en række ambitiøse og bindende mål, som indfries hen ad vejen i delaftaler på baggrund af grundige, tværfaglige og seriøse processer. Vi kan ikke nå hele vejen rundt inden valget.

Lav i stedet en politisk rammeaftale – den kunne hedde ”Aftale om bedre mental sundhed og en styrket indsats til mennesker med psykiske lidelser” inspireret af Sundhedsstyrelsens og Socialstyrelsens faglige oplæg til 10-årsplanen, hvor der er gode forslag til mål og prioriteter.

Så slipper I for at lægge arm om, hvilke initiativer der er råd til nu og her, og hvor pengene skal komme fra. Løsningerne skal i stedet findes og finansieres i de kommende 10 år – eller mere, hvis det er nødvendigt.

Det afgørende er, at aftalen og målene har bred politisk opbakning, og at den til enhver tid
siddende regering er forpligtet til at handle konkret på dem.

Et nyt Psykiatriråd kan – på linje med Klimarådet - sikre, at der hvert år laves en faglig vurdering af, om det går den rette vej. Og Folketinget skal årligt vurdere, om den siddende regering har gjort tilstrækkeligt for at leve op til målsætningerne.

Danmark er det land i OECD-samarbejdet, hvor flest mennesker med psykisk sygdom begår
selvmord under indlæggelse. Vores psykiatri bløder, og det har alvorlige konsekvenser for
tusindvis af mennesker i hele landet – ikke mindst for mennesker i social udsathed.

Lad os i stedet få en psykiatri i verdensklasse. Det kan godt lade sig gøre. Se bare, hvordan
kræftpakkerne har skabt kræftbehandling i verdensklasse.

Store komplicerede samfundsproblemer kræver gennemarbejdede, langsigtede og tværgående løsninger, som skabes med både de fagfolk, der skal udføre dem, og de borgere, der skal bruge dem.

Problemerne kan ikke løses med hurtige forhandlinger og nogle millioner kroner. Det var
forståelsen bag klimaloven. Psykiatrien – og alle de mennesker, der har brug for mere og bedre hjælp fra psykiatrien - har brug for, at regeringen og Folketinget også tænker stort her.

Med venlig hilsen
Kira West, formand for Rådet for Socialt Udsatte