Retssikkerhed bør vægtes meget højt ved adoption uden samtykke

Rådet for Socialt Udsatte har bemærkninger til lovforslag om tvangsadoption uden forældresamtykke, og kan ikke støtte den del af forslaget, der vedrører ændring af § 23 i lov om forældreansvar.

Høringssvar

Høring over udkast til forslag til Lov om ændring af lov om Familieretshuset, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Opfølgning på etableringen af det nye familieretlige system m.v.)

Rådet takker for høringen.

Rådet har bemærkninger til den del af lovforslaget, der vedrører orienteringsretten efter § 23 i lov om forældreansvar.

Med lovforslaget foreslås det, at forældrene ikke længere skal have ret til at få orientering om barnets forhold fra skoler, børneinstitutioner, social- og sundhedsvæsenet mv. i de tilfælde, hvor Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at et barn kan adopteres uden forældresamtykke, og Ankestyrelsen har placeret barnet midlertidigt hos en adoptionsansøger. I de tilfælde har forældrene 14 dage til at anmode om domstolsprøvelse af Ankestyrelsens adoptionsafgørelse. Adoptionen er således ikke endelig, før klagefristen er udløbet eller sagen evt. har været prøvet ved domstolene. Det betyder, at barnet placeres hos adoptionsansøgerne, og at forældrene mister retten til at få orientering om barnets forhold, inden adoptionen er endelig.

Det fremgår, at formålet med den midlertidige placering af barnet hos en adoptionsansøger, inden adoptionen er endelig, er at ”give mulighed for, at barnets tilknytning til adoptanten kan starte så tidligt i barnets liv som muligt med deraf følgende forbedrede muligheder for at give barnet en tryg og stabil opvækst”. Det fremgår også, at formålet med at forhindre forældrene i at få orientering om barnet er, at det ikke er til barnets bedste, at forældre kan opsøge barnet eller de kommende adoptanter og ”dermed modarbejde det kommende familieskifte”.

Rådet finder det bemærkelsesværdigt, at det fremstår som om, der ikke er tvivl om, at adoptionsansøgerne er barnets kommende forældre, og at et ”familieskifte” er forestående, når adoptionen netop ikke er endelig. Da adoption uden forældresamtykke er en meget indgribende foranstaltning, bør retssikkerheden vægtes meget højt. Det betyder fx, at forældrenes mulighed for at få prøvet Ankestyrelsens afgørelse ved domstolene bør tages alvorligt, hvilket indebærer, at myndighederne ikke skal behandle adoptionsansøgerne som barnets forældre, før adoptionen er endelig. I de tilfælde, hvor domstolene ender med at ophæve Ankestyrelsens adoptionsafgørelse, genindtræder forældrenes forældremyndighed over barnet, og da vil det være meget uheldigt, at forældrene i en periode ikke har haft mulighed for at være i kontakt med eller få orientering om barnet. Rådet kan derfor ikke støtte den del af forslaget, der vedrører en ændring af § 23 i lov om forældreansvar.