Positivt med rådgivning og orienteringspligt på kvindekrisecentre og herberger men behov for udvidelse

Rådet for Socialt Udsatte har afgivet høringssvar vedrørende et lovforslag, som dels indebærer, at rådgivningsforpligtelsen overfor kvinder på kvindekrisecentre udvides, og dels, at kvindekrisecentre og herberger forpligtes til at give orientering om optagelse og udskrivning af en borger til kommunen. Rådet kan bakke op om elementerne i lovforslaget, men mener, at der er behov for justeringer, blandt andet i forhold til borgerens retsstilling. Læs hele Rådets høringsvar herunder

Høringssvar

Høringssvar vedrørende lov om ændring af lov om social service (udvidet og styrket indsats for kvinder på krisecentre og orienteringspligt for kvindekrisecentre og forsorgshjem, herberger mv.)

Rådet for Socialt Udsatte takker for høringen af lovforslag om udvidet og styrket indsats for kvinder på krisecentre og orienteringspligt for kvindekrisecentre og forsorgshjem, herberger mv.

Lovforslaget indebærer dels, at rådgivningsforpligtelsen overfor målgruppen for tilbud efter servicelovens § 109 udvides, og dels, at hhv. § 109-tilbud og § 110-tilbud forpligtes til at give orientering om hhv. optagelse og udskrivning af en borger til kommunen.

For så vidt angår førstnævnte kan Rådet støtte, at forpligtelsen til at yde rådgivning til voldsramte kvinder udvides til også at gælde kvinder uden børn. Rådet mener dog, at samme forpligtelse med fordel kunne indføres på § 110-tilbud, hvor målgruppen – kvinder såvel som mænd – ligeledes vil have gavn af at modtage helhedsorienteret og tidlig rådgivning om bolig, økonomi, arbejdsmarked, sundhed mv.

Rådet kan ligeledes støtte op om orienteringspligten for botilbuddet, som indføres med lovforslaget, og som har til formål at understøtte en sammenhængende indsats. Rådet mener i den forbindelse, at formålet ville blive yderligere understøttet, hvis ændringen blev udvidet, sådan at kommunen samtidig blev forpligtet til at kontakte hhv. borgeren og botilbuddet, for eksempel indenfor tre dage, efter at de har modtaget orienteringen om optagelse/udskrivelse – med henblik på så tidligt som muligt at få fastlagt en helhedsorienteret og langsigtet plan for borgeren.

Med lovforslaget forpligtes botilbuddet til at begrunde hhv. optagelsen eller udskrivningen, når kommunen orienteres. Det er dog efter gældende regler ikke muligt for borgeren af klage over hverken afgørelsen eller begrundelsen – og en sådan mulighed indføres heller ikke med det aktuelle lovforslag. Rådet mener, at borgerens retsstilling burde styrkes ved, at borgeren får en klagemulighed.

Rådet vil desuden gerne understrege, at ovenstående ikke ændrer ved, at det fortsat er af afgørende betydning, at selvmøderprincippet på området for §§ 109 og 110-tilbud bevares, idet tilbuddene henvender sig til en målgruppe, som kan have akut behov for hjælp og altid bør have et sted at henvende sig, hvor som helst i landet og når som helst på døgnet.

Yderligere vil Rådet afslutningsvis gerne fremhæve en særlig problematik vedrørende voldramte kvinder med misbrugsproblemer. Det er i dag sådan på de fleste kvindekrisecentre, at optagelse ikke er muligt, hvis man har et aktivt misbrug af alkohol eller stoffer, og det er et betydeligt problem, at der i dag kun findes ganske få målrettede tilbud til voldramte kvinder med misbrug, som ofte udgør en meget sårbar gruppe.