Ombudsmanden: Nemkonto er ikke et krav for udbetaling af kontanthjælp

Kommunerne skal sørge for, at borgere får deres penge, selv om de ikke har en Nemkonto, lyder det fra ombudsmanden.

Mand i hjemløshed
Nyhed

Hvis en borger ikke har en Nemkonto, må kommunen sikre, at borgeren får udbetalt sine penge på en anden måde.

Det udtaler Folketingets Ombudsmand på baggrund af en sag fra Københavns Kommune.

Ifølge ombudsmanden kan kommunen ikke sætte udbetalingen i bero, indtil borgeren får en Nemkonto, og heller ikke kan kræve, at udbetalingen i stedet foretages via for eksempel en pårørendes konto.

Og det er en vigtig udtalelse, siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Kira West.

- Udsatte borgere oplever at blive afvist i banken, når de vil oprette en konto, og stilles derfor i en endnu mere udsat position, fordi de ikke kan få adgang til deres egne penge, siger hun.

- Derfor er det vigtigt, at ombudsmanden nu understreger, at det ikke er borgerens, men kommunens ansvar at sørge for, at borgeren kan få udbetalt sin kontanthjælp, siger Kira West.

Det er dog samtidig nødvendigt at finde løsninger sammen med bankerne, så ingen socialt udsatte mennesker står uden mulighed for at få en bankkonto, understreger Kira West.

Afslag på økonomisk hjælp

I sagen fra København standsede kommunen udbetalingen af kontanthjælp til en mand, fordi han ikke længere havde en Nemkonto.

Manden søgte efterfølgende økonomisk hjælp til at købe en sovepose, men kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at manden havde kontanthjælp stående, som ville blive udbetalt, når han fik en bankkonto eller accepterede en alternativ modtager af pengene.

Ifølge ombudsmanden skal det efter lovgivningen om offentlige betalinger ”være muligt for en borger at modtage udbetalinger fra det offentlige, selv om borgeren ikke har en Nemkonto eller råder over en bankkonto og heller ikke ønsker, at pengene overføres til en tredjeparts konto.”

- Vi taler i denne sag om en mand, der ikke har fået sin offentlige hjælp udbetalt i et år, og som derved har været efterladt uden midler til sin forsørgelse og basale fornødenheder, fordi kommunen har stillet nogle krav til ham, der ikke er grundlag for. Københavns Kommune burde efter min opfattelse langt hurtigere have fundet en måde at udbetale hans kontanthjælp på, siger Folketingets Ombudsmand, Niels Fenger.

Jeg finder det kritisabelt, at det ikke er sket, siger ombudsmanden og peger på, at pengene for eksempel kan udbetales kontant.

Du kan læse hele Ombudsmandens udtalelse her.

Kontakt

Portræt af Kristian Volden

Kristian Volden

Presse- og kommunikationskonsulent
41 85 10 21